|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.

- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
 |
 |
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|



 |
 |
 |
Interaktionsoplysninger for bumetanid og lithium |
 |

Ved kombination af lithium og bumetanid ændres serum-lithium formentlig ikke, hvis der ikke forefindes natriummangel. Natriummangel kan nedsætte den renale clearance af lithium.
mulig
ringe dokumenteret
diuretika, kaliumtabende bendroflumethiazid, bumetanid, chlorthiazid, clopamid, furosemid, hydrochlorthiazid, indapamid, kaliumchlorid, tolvaptan lithium lithium
Thiazid-diuretika kan øge serum-lithiumkoncentrationen 20 - 40% ved at nedsætte den renale lithiumclearance. Mekanismen er en øget reabsorption af lithium i proksimale nyretubuli. Natriumdepletering sænker også lithiumclearance. Bumetanid og furosemid (loop) har ingen sikker indflydelse på den renale lithiumclearance, dog foreligger kasuistiske meddelelser om udløsning af lithiumtoksicitet. Dette kan bero på et samtidigt natriumdeficit. Ved samtidig indgift af lithium og et thiaziddiuretikum bør man skifte til et loop diuretikum i stedet. Der er i litteraturen ikke lokaliseret yderligere undersøgelser eller kasuistikker, som beskriver interaktion mellem lithium og øvrige kaliumtabende diuretika.
Litteraturgennemgang - Vis
Lithium og bendroflumethiazid Petersen V, Hvidt S et al, 1974 viste hos 22 patienter, at 2,5 mg bendroflumethiazid dagligt gennemsnitlig giver et fald på 24% i lithiumclearance. Boer WH, Koomans HA et al, 1989 finder ikke at bendroflumethiazid i en eksperimentel undersøgelse påvirker lithiumclearance hos 5 personer. Lithium og hydrochlorthiazid Jefferson JW og Kalin NH, 1979 viste på 6 forsøgspersoner med serum-lithium i terapeutisk niveau, at 50 mg hydrochlorthiazid dagligt øger serum-lithium med ca 40%, mens furosemid ikke påvirker serum-lithium. Crabtree BL, Mack JE et al, 1991 påviste for 13 forsøgspersoner at serum-lithium steg gennemsnitlig 23% under hydrochlorthiazidbehandling (25 mg x 2 dagligt), mens der ikke var påvirkning af fursosemid. Nurnberger JI, 1985 beskrev et tilfælde med livstruende lithiumintoksikation (3,9 mmol/l) 2 uger efter tillæg af hydrochlothiazid (50mg/d). Mehta BR og Robinson BH, 1980 beskrev 2 tilfælde med manifeste intoksikationer efter tilføjelse af en hybridtablet indeholdende hydrochlorthiazid og triamteren. Macfie AC, 1975 beskriver lithiumintoksikation med serumniveau 2,4 efter tillæg af hydrochlorthiazid 50 mg/d. Haynes WF og Elmore JL, 1979 beskriver et tilfælde med lithiumforgiftning (3,4 mmol/l) hos en patient i behandling med hydrochlorthiazid, formentlig udløst af dehydrering i forbindelse med tandudtrækning. Lithium og bumetanid Huang LG, 1990 rapporterer om lithiumintoksikation under bumetanidbehandling. Skyldtes formentlig et samtidigt natrium-deficit, idet bumetanid efterfølgende ikke påvirkede serum-lithium. Lithium og furosemid Jefferson JW og Kalin NH, 1979 og Crabtree BL, Mack JE et al, 1991 fandt ingen påvirkning af serum-lithium. Imidlertid skal man være opmærksom på, om der er et natriumdeficit, da dette kan udløse lithium-intoksikation pga nedsat lithium-clearance. Således fandt Hurtig HI og Dyson WL, 1974 et tilfælde hvor natrium-restriktion og furosemidbehandling udløste lithium-intoksikation med serum lithium 3,0 mmol/l. Kromann-Andresen H, 1993 beretter også om et tilfælde hvor furosemid har udløst lithium-intoksikation, hvor mekanismen bedømmes til at bero på natriumdeficit. En 59-årig mand udviklede lithiumforgiftning med serum lithium på 2,2 mmol/l efter tillæg af furosemid (Oh TE, 1977). Tolkning som ovenfor. Atherton JC, Green R et al, 1990 finder i et eksperimentelt studie at furosemid tenderer til at øge lithiumclearance, men også at et natriumdeficit sænker lithiumclearance. Supplerende litteratur: Juurlink DN, Mamdani MM et al, 2005; Solomon JG, 1980; Finley PR, Warner MD et al, 1995; Basile G, Epifanio A et al, 2014
Kromann-Andresen H, Ugeskr Laeger, 1993, 155:414; [Lithium and furosemide--interaction?] 64 Õrig kvinde I kronisk lithiumbehandling, der har vµret velreguleret pÕ 24 mmol/d, udvikler lithiumintoksikation efter fÕ dages behandling med 80 mg furosemid dagligt. Boer WH;Koomans HA;Dorhout Mees EJ, Clin Sci (Lond), 1989, 76:539-545; Acute effects of thiazides, with and without carbonic anhydrase inhibiting activity, on lithium and free water clearance in man 1. The acute effects of chlorothiazide and bendroflumethiazide on renal Li+ clearance (CLi) were studied in Na+-restricted healthy humans during maximum water diuresis. 2. Chlorothiazide, which has marked carbonic anhydrase inhibiting activity, increased CLi by about 25%. The concomitant rise in uric acid clearance, maximum urine flow and bicarbonate excretion suggests that this drug suppressed proximal reabsorption through carbonic anhydrase inhibition, which would also explain the observed fall in glomerular filtration rate (increased glomerulotubular feedback activity). 3. Bendroflumethiazide, which lacks carbonic anhydrase inhibiting activity, did not affect CLi or any of the other above-mentioned variables. 4. It is concluded from the lack of an effect of bendroflumethiazide on CLi that Li+ is not reabsorbed in thiazide-sensitive segments of the human distal nephron. The rise in CLi after chlorothiazide is most likely due to suppressed Li+ reabsorption in the proximal tubules resulting from carbonic anhydrase inhibition. 5. The results of this study are compatible with the concept that CLi is an index of Na+ and water delivery from the proximal tubules in humans  Finley PR;Warner MD;Peabody CA, Clin Pharmacokinet, 1995, 29:172-191; Clinical relevance of drug interactions with lithium Although lithium continues to be regarded as the treatment of choice for bipolar disorders, the clinical use of this mood stabiliser is associated with an extremely narrow therapeutic range. Relatively minor increases in serum concentrations may induce serious adverse sequelae, and concentrations within the therapeutic range may result in toxic reactions. The safety of combining lithium with other medications, therefore, is a major concern, and extensive clinical experience has served to identify several significant drug interactions. Lithium removal from the body is achieved almost exclusively via renal means. As a result, any medication that alters glomerular filtration rates or affects electrolyte exchange in the nephron may influence the pharmacokinetic disposition of lithium. Concomitant use of diuretics has long been associated with the development of lithium toxicity, but the risk of significant interactions varies with the site of pharmacological action of the diuretic in the renal tubule. Thiazide diuretics have demonstrated the greatest potential to increase lithium concentrations, with a 25 to 40% increase in concentrations often evident after initiation of therapy. Osmotic diuretics and methyl xanthines appear to have the opposite effect on lithium clearance and have been advocated historically as antidotes for lithium toxicity. Loop diuretics and potassium-sparing agents have minor variable effects. Nonsteroidal anti-inflammatory drugs (NSAIDs) have also been associated with lithium toxicity, although the relative interactive potential of specific NSAIDs is difficult to determine. Small prospective studies have demonstrated large interindividual differences in lithium clearance values associated with different NSAIDs. A growing body of evidence also suggests that ACE inhibitors may impair lithium elimination, but further investigations are needed to identify patients at risk. Anecdotal reports have linked numerous medications with the development of neurotoxicity without an apparent effect on the pharmacokinetic disposition of lithium. Antipsychotics, anticonvulsants and calcium antagonists have all be implicated in a sufficient number of case reports to warrant concern. As these medications have all been commonly coadministered with lithium, the relative risk of serious interactions appears to be quite low, but caution is advised  Crabtree BL;Mack JE;Johnson CD;Amyx BC, Am J Psychiatry, 1991, 148:1060-1063; Comparison of the effects of hydrochlorothiazide and furosemide on lithium disposition OBJECTIVE: This study examined the interaction between lithium and diuretics, comparing both the pharmacokinetic and the pharmacodynamic variable of hydrochlorothiazide, furosemide, and placebo. METHOD: The study, which took place in an outpatient research clinic of a university hospital, used a double-blind, placebo-controlled crossover design. The subjects were normal, healthy male volunteers who responded to recruitment announcements. Thirteen subjects entered and completed the study. All subjects took lithium, 300 mg b.i.d., for 6 weeks. Hydrochlorothiazide, 25 mg b.i.d.; furosemide, 20 mg b.i.d.; and placebo were given during weeks 2, 4, and 6 in a random order of assignment. Serum lithium levels and indices of diuretic activity were measured during each week. RESULTS: The subjects´ serum lithium levels after 5 days of taking hydrochlorothiazide were significantly higher than after 5 days of taking furosemide and placebo. At the doses studied, hydrochlorothiazide was also more potent than furosemide in increasing plasma renin activity, increasing sodium excretion, and decreasing lithium excretion. CONCLUSIONS: The observed differences between diuretics in effects on serum lithium may have been due to differences in the potency of the diuretics at the doses studied as well as in the site of action of the diuretic effect. The results must be interpreted cautiously, however, because the effects were small and of questionable clinical significance, and the study used healthy volunteers and low doses of lithium instead of psychiatric patients and the usual therapeutic levels of lithium  Nurnberger JI, J Nerv Ment Dis, 1985, 173:316-318; Diuretic-induced lithium toxicity presenting as mania A bipolar patient receiving lithium therapy developed a toxic state with a serum lithium level of 3.9 within 2 weeks of beginning hydrochlorthiazide treatment for hypertension. The initial changes in mental status suggested that the patient might be beginning another manic episode. Symptoms resolved following hemodialysis Petersen V;Hvidt S;Thomsen K;Schou M, Br Med J, 1974, 3:143-145; Effect of prolonged thiazide treatment on renal lithium clearance 22 patienter I langtidsbehandling med bendroflumethiazid eller hydroflumethiazid fik et gennemsnitligt fald i lithiumclearance pÕ 24%. Oh TE, Anaesth Intensive Care, 1977, 5:60-62; Frusemide and lithium toxicity 59 Õrig mand udvikler lithiumforgiftning med serum lithium 2,2 mmol/ efter addition af furosemid. Macfie AC, Br Med J, 1975, 1:516; Letter: Lithium poisoning precipitated by diuretics 66 Õrig mand I stabil lithiumbehandling udvikler intoksikation med serum lithium pÕ 2,4 mmol/l efter behandling med hydrochlorthiazid. Hurtig HI;Dyson WL, N Engl J Med, 1974, 290:748-749; Letter: Lithium toxicity enhanced by diuresis 72 Õrig kvinde I lithiumbehandling behandles med natrium-restriktion og furosemid og ogsÕ quinidin og digoxin for hjertesygdom og udvikler herunder lithiumforgiftning med serum lithium 3,0. Atherton JC;Green R;Higgins A;Large A;McNicholas C;Parker D;Pempkowiak L;Rajani K;Smith J, Kidney Int Suppl, 1990, 28:S36-S38; Lithium clearance in healthy humans: effects of sodium intake and diuretics In summary, our experiments clearly demonstrate that lithium reabsorption occurs by frusemide- and bumetanide-sensitive reabsorption, but we have failed to identify the mechanism(s) responsible for the lower CLi and FELi in salt-depletion. It is possible that some, as yet unknown, factor increases the activity of the Na, K, 2Cl cotransporter and, hence, increases lithium reabsorption in the thick ascending limb in salt-depleted subjects. However, it is equally possible that a fraction of proximal tubular reabsorption is inhibited by frusemide and bumetanide. If this is correct, CLi in humans are reasonable markers of proximal tubular function even in conditions of avid salt retention and in salt depletion, when fractional reabsorption of salt and water in the proximal tubules is enhanced Huang LG, J Clin Psychopharmacol, 1990, 10:228; Lithium intoxication with coadministration of a loop-diuretic Intoksikation opstÕet under bumetanidbehandling. Kan dog nok tolkes som opstÕet af natrium-deficit, idet efterf°lgende bumetanidbehandling ikke pÕvirkede serum-lithium. Haynes WF;Elmore JL, J Med Soc N J, 1979, 76:655-659; Lithium toxicity 58 Õrig mand I mange Õr I behandling med lithium og hydrochlorthiazid fÕr forgiftningstilfµlde med serum lithium 3,4 mmol/l formentlig udl°st af dehydrering. Mehta BR;Robinson BH, Postgrad Med J, 1980, 56:783-784; Lithium toxicity induced by triamterene-hydrochlorothiazide Two patients on long-term lithium therapy for manic-depressive psychosis developed serious toxicity within days of being prescribed a combination of triamterene (50 mg) and hydrochlorothiazide (25 mg) for mild symptomless hypertension. Reduced clearance of lithium has been reported to follow its concurrent administration with diuretics that deplete both sodium and potassium. A combination of triamterene with thiazide has not been shown previously to precipitate lithium toxicity Solomon JG, Psychosomatics, 1980, 21:425, 429; Lithium toxicity precipitated by a diuretic Juurlink DN;Mamdani MM;Kopp A;Laville M, Evid Based Med, 2005, 10:28; Loop diuretics and angiotensin converting enzyme inhibitors increased risk of hospital admission for lithium toxicity OBJECTIVES: To study the association between hospital admission for lithium toxicity and the use of diuretics, angiotensin-converting enzyme (ACE) inhibitors, and nonsteroidal antiinflammatory drugs (NSAIDs) in the elderly. DESIGN: Population-based nested case-control study. SETTING: Ontario, Canada. PARTICIPANTS: Ontario residents aged 66 and older treated with lithium. MEASUREMENTS: Estimated relative risk of hospital admission for lithium toxicity. RESULTS: From January 1992 to December 2001, 10,615 elderly patients continuously receiving lithium were identified, of whom 413 (3.9%) were admitted to the hospital at least once for lithium toxicity. After adjustment for potential confounders, a dramatically increased risk of lithium toxicity was seen within a month of initiating treatment with a loop diuretic (relative risk (RR)=5.5, 95% confidence interval (CI)=1.9-16.1) or an ACE inhibitor (RR=7.6, 95% CI=2.6-22.0). Conversely, neither thiazide diuretics nor NSAIDs were independently associated with a significantly increased risk of hospitalization for lithium toxicity. CONCLUSION: The use of loop diuretics or ACE inhibitors significantly increases the risk of hospitalization for lithium toxicity, particularly in naïve recipients.  Basile G;Epifanio A;Mandraffino R;Trifiro G, J Clin Pharm Ther, 2014, 39:452-454; Parkinsonism and severe hypothyroidism in an elderly patient: a case of lithium toxicity due to pharmacological interactions WHAT IS KNOWN AND OBJECTIVE: Hypothyroidism is a common clinical side effect of lithium treatment, whereas parkinsonism is a very rare adverse event. A number of case series of clinical signs of reversible and permanent parkinsonism due to lithium toxicity have been previously published, but never in association with hypothyroidism. We describe a rare clinical case of concurrent reversible parkinsonism and severe hypothyroidism due to lithium toxicity. CASE SUMMARY: The patient was a 74-year-old woman chronically treated with carbonate lithium (300 mg, twice daily) and clomipramine (75 mg, once daily); she also received valsartan (160 mg) plus hydrochlorothiazide (12.5 mg), once daily. The patient was visited after a 1-week history of progressively worsening and disabling parkinsonism. Laboratory tests showed elevated values of lithium and thyroid stimulating hormone (TSH) serum concentrations as well as reduced circulating thyroid hormone serum concentrations. Lithium treatment was discontinued; treatment with levothyroxine and saline solution i.v. was readily performed, and valsartan plus hydrochlorothiazide were replaced with amlodipine (5 mg, once daily). Within a few days, the patient showed a rapid improvement in overall clinical condition, but complete resolution of neurologic symptoms occurred only after about 5 months. WHAT IS NEW AND CONCLUSION: Lithium toxicity may present with concurrent hypothyroidism and parkinsonism. In the present case, interaction with valsartan and hydrochlorothiazide most likely played an important role. In patients who receive chronic therapy with lithium, prescribers should monitor lithium serum concentration both periodically and immediately at the onset of signs and symptoms, potentially related to lithium toxicity  Jefferson JW;Kalin NH, JAMA, 1979, 241:1134-1136; Serum lithium levels and long-term diuretic use In normal volunteers whose conditions were stablized with lithium carbonate, there were no significant changes in serum lithium levels during a two-week period while they received 40 mg/day of furosemide. During another two-week period, a 50 mg/day dosage of hydrochlorothiazide did cause a significant rise in serum lithium levels. These observations suggest that a substantial amount of lithium and a loop diuretic may not require modification of the lithium dosage

|
 |
|
|
|
|
|