|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Indholdsstof simvastatin |
|
|
|
|
|
2. Indholdsstof amlodipin |
|
|
|
|
|
3. Indholdsstof acetylsalicylsyre |
|
|
|
|
|
4. Indholdsstof paracetamol |
|
|
|
|
|
6. Indholdsstof furosemid |
|
|
|
|
|
7. Indholdsstof bendroflumethiazid |
|
|
|
|
|
8. Præparat: Losartan "Medical Valley" - Aktivt indholdsstof: losartan |
|
|
|
|
|
9. Indholdsstof enalapril |
|
|
|
|
|
10. Indholdsstof atorvastatin |
|
|
|
|
|
11. Indholdsstof ibuprofen |
|
|
|
|
|
12. Præparat: Citalopram "1A Farma" - Aktivt indholdsstof: citalopram |
|
|
|
|
|
13. Indholdsstof metoprolol |
|
|
|
|
|
14. Pantoprazol "Actavis" - (ingen præparater og/eller indholdsstoffer matchede dette søgeord!) |
|
|
|
|
|
15. Indholdsstof omeprazol |
|
|
|
|
|
16. Indholdsstof metformin |
|
|
|
|
|
17. Præparat: Lansoprazol "Medical Valley" - Aktivt indholdsstof: lansoprazol |
|
|
|
|
|
18. Oroxine - (ingen præparater og/eller indholdsstoffer matchede dette søgeord!) |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for enalapril og metformin |
|
Hyppig måling af blodsukkeret ved indledning og ophør af kombinationsbehandlingen anbefales . Dosisreduktion af metformin kan blive nødvendig.
Det er uafklaret om ACE-hæmmere i sjældne tilfælde kan udløse hypoglykæmi hos patienter i behandling med perorale antidiabetika.
mulig
ringe dokumenteret
ACE-hæmmere benazepril, captopril, enalapril, fosinopril, lisinopril, perindopril, quinapril, ramipril, trandolapril, zofenopril antidiabetika, biguanider metformin
Der er uafklaret om ACE-hæmmere i sjældne tilfælde kan udløse hypoglykæmi hos patienter i behandling med antidiabetika. Små kliniske undersøgelser har vist en øget insulinfølsomhed hos patienter i antidiabetisk behandling som samtidig får ACE hæmmer. Den bedste evidens, en stor placebo-kontrollet studie med lisinopril viste ingen øget risiko for hypoglykæmi i forhold til placebo. Farmakoepidemiologiske studier af varierende kvalitet har vist henholdsvis en øget risiko, uændret risiko eller nedsat risiko for hypoglykæmi ved samtidig ACE hæmmer anvendelse. Det kan dog ikke udelukkes at et sammenhæng er relateret til betydelige forskelle mellem cases og kontroller eller at hypoglykæmien nærmere er en bivirkning til ACE hæmmer end et resultat af en interaktion. Der bør udvises forsigtighed ved samtidig anvendelse med hyppig måling af blodsukkeret ved indledning og ophør af kombinationsbehandling. Der er i litteraturen ikke lokaliseret yderligere referencer omhandlende interaktioner med metformin og ACE-hæmmere.
Litteraturgennemgang - Vis
Captopril og diabetes type 2 12 patienter med type 2 diabetes og mild essentiel arteriel hypertension er inkluderet i et prospektivt studie af captopril Torlone E, Rambotti AM et al, 1991, hvor diabetes patienter behandles med diæt og perorale antidiabetika. Studiet er et 2-dages enkelt-blindet crossover design, hvor patienterne udover diabetes-behandling behandles med enten captopril (50 mg 2 gange dagligt) eller placebo, hvorefter patienternes insulinfølsomhed måles om morgenen på den 3. dag ved først at nedsætte glukosekonc. til mellem 4,5-5,5 mmol/L. Mængden af insulin, som skal til for at normalisere glukosekonc., er lavere efter indgift af captopril i forhold til indgift af placebo. Herefter infunderes 0,25 mU/kg/min i to timer efterfulgt af en infusionsrate på 1 mU/kg/min i yderligere 2 timer. Samtidig infunderes glukose for at opretholde euglykæmi. Den infusionshastighed, som er nødvendig for at opretholde euglykæmi, er højere efter indgift af captopril i forhold til placebo (p mindre end 0,001). Resultatet er, at captopril øger insulin-følsomheden i patienter med diabetes type 2. Virkningsmekanismen er dels undertrykt hepatisk glukose produktion og dels højere udnyttelse af glukose. Enalapril og diabetes type 2 Ligeledes ses i et dobbelt-blindet, placebo-kontrolleret 4 ugers studie med 16 hypertensive patienter med diabetes type 2 Vuorinen-Markkola H og Yki-Jarvinen H, 1995, at enalapril øger insulinfølsomheden. Patienterne indtager dagligt 20/40 mg enalapril eller placebo. Øgningen skyldes, at udnyttelse af glukose ved stimulering med insulin stiger ved behandling med enalapril fra 13,3 ± 2,0 µmol/kg/min til 17,4 ± 3,5 µmol/kg/min (p<0.05). Virkningsmekanismen er øget lagring af glukose. Ovenstående beskriver ikke en interaktion, men derimod en bivirkning af enalapril/captopril, som observeres ved samtidig indtag af perorale antidiabetika. Det kan ikke udelukkes, at den observerede øgede insulinfølsomhed skyldes en klasseeffekt af ACE-hæmmere, hvorfor der ved kombinationsbehandling med ACE-hæmmere og perorale antidiabetika bør udvises forsigtighed og der bør foretages regelmæssige glukosemålinger. Der foreligger 2 case kontrol studier Morris AD, Boyle DI et al, 1997; Herings RM, de Boer A et al, 1995, som finder at svær hypoglykæmi hos diabetes patienter behandlet med enten insulin eller peroral antidiabetika er associeret til brug af ACE-hæmmere med signifikante odds- ratios på henholdsvis 3.2 og 2.8. Begge studier er register undersøgelser vedr.patienter indlagt på hospital pgra. svær hypoglykæmi. Studierne har været kritiseret fra mange sider Strachan MW og Frier BM, 1998; Chaturvedi N og Fuller JH, 1998; Feher MD og Amiel S, 1995; Wildenborg IH, Veenstra J et al, 1995; Davie AP, 1995. Den væsentligste kritik har gået på at de kliniske forskelle mellem cases og kontrolgruppen var for store til at man kunne drage nogen sikker konklusion. Der er publiceret flere kasuistikker vedr. hypoglykæmi hos patienter i behandling med insulin eller perorale antidiabetika og ACE-hæmmere Rett K, Wicklmayr M et al, 1988, Arauz-Pacheco C, Ramirez LC et al, 1990, Sakaguchi H, Maeda S et al, 1997, Washio M, Onoyama K et al, 1991, Bell DS, 1992. I modsætning hertil finder Pedersen-Bjergaard U, Agerholm-Larsen B et al, 2003 en korrelation mellem høj ACE aktivitet i serum (som er relateret til en bestemt ACE genotype) og risiko for svær hypoglykæmi hos insulinafhængige diabetikere, og det foreslås, at hos visse patienter kan ACE-hæmmere muligvis også beskytte mod hypoglykæmi. Tre andre studier taler også mod en sammnehæng. Et retrospektiv kohorte studie af ældre diabetes patienter i behandling med insulin og sulfonylurinstoffer fandt efter justering for demografiske forhold og comorbiditet ingen siginfikant øget risiko for hypoglykæmi ved samtidig behandling med antihypertensiv her i blandt ACE-hæmmere i forhold til patienter som ikke var i behandling med antihypertensiva Shorr 1997 9207336. Et case kontrol studie Thamer 1999 10485510 fandt ingen siginifikant øgning af risiko for hypoglykæmi hos bruger insulin og sulfunylurinstoffer ved samtidig anvendelse af ACE hæmmer. Specifik for enalapril var der dog en signifikant øgning med en oddsratio´på 2.4. En interviewundersøgelse af 401 insulin behandlede diabetikere fandt at ACE hæmmer eller ATII antagonist behandling var associeret med en signifikant men lille reduceret risiko for svær hypoglykæmi AKRAM 2007 16842479. Dette studie er dog metodolisk svagt. Lisonopril og type 2 diabetes I en større placebo kontrolleret undersøgelse The EUCLID Study Group, 1997 over effekten af lisinopril på mikroalbuminuri hos ialt 530 patienter med IDDM er der ikke fundet tegn på øget frekvens af hypoglykæmi i den lisinopril behandlede gruppe. Der registreredes 10 hypoglykæmi tilfælde i placebogruppen mod 12 i den behandlede gruppe.
Morris AD;Boyle DI;McMahon AD;Pearce H;Evans JM;Newton RW;Jung RT;MacDonald TM, Diabetes Care, 1997, 20:1363-1367; ACE inhibitor use is associated with hospitalization for severe hypoglycemia in patients with diabetes. DARTS/MEMO Collaboration. Diabetes Audit and Research in Tayside, Scotland. Medicines Monitoring Unit OBJECTIVE: To evaluate the association between the use of ACE inhibitors and hospital admission for severe hypoglycemia and to explore the effects of potential confounding variables on this relationship. RESEARCH DESIGN AND METHODS: The association between the use of ACE inhibitors and the incidence of hypoglycemia is controversial. A recent study reported that 14% of all hospital admissions for hypoglycemia might be attributable to ACE inhibitors. We performed a nested case-control study, using a cohort of 6,649 diabetic patients taking insulin or oral antidiabetic drugs, on the Diabetes Audit and Research in Tayside, Scotland (DARTS) database. From 1 January 1993 to 30 April 1994, we identified 64 patients who had been admitted to Tayside hospitals with hypoglycemia and selected 440 control patients from the same cohort. RESULTS: Hypoglycemia was associated with the use of ACE inhibitors (odds ratio [OR] 3.2, 95% CI 1.2-8.3, P = 0.023), whereas use of beta-blockers and calcium antagonists was not associated with an increased risk of hospitalization for hypoglycemia with ORs of 0.9 (95% CI 0.3-3.3) and 1.7 (95% CI 0.2-2.1), respectively. There were significant differences between case and control patients in type of diabetes treatment, diabetes duration, place of routine diabetes care, and congestive cardiac failure. These differences did not confound the relationship between ACE inhibitors and hypoglycemia (adjusted OR 4.3, 95% CI 1.2-16.0). CONCLUSIONS: The results show that the association between ACE inhibitor therapy and hospital admission for severe hypoglycemia is not explained by these confounding factors. Although ACE inhibitors have distinct advantages over other antihypertensive drugs in diabetes, the risk of hypoglycemia should be considered Wildenborg IH;Veenstra J;van der Voort PH;Verdegaal WP;Silberbusch J, Lancet, 1995, 346:126-127; ACE inhibitors and hypoglycaemia Davie AP, Lancet, 1995, 346:126-127; ACE inhibitors and hypoglycaemia Feher MD;Amiel S, Lancet, 1995, 346:125-126; ACE inhibitors and hypoglycaemia Chaturvedi N;Fuller JH, Diabetes Care, 1998, 21:470-472; ACE inhibitors and risk of hypoglycemia in people with diabetes Torlone E;Rambotti AM;Perriello G;Botta G;Santeusanio F;Brunetti P;Bolli GB, Diabetologia, 1991, 34:119-125; ACE-inhibition increases hepatic and extrahepatic sensitivity to insulin in patients with type 2 (non-insulin-dependent) diabetes mellitus and arterial hypertension To assess the effects of ACE-inhibition on insulin action in Type 2 (non-insulin-dependent) diabetes mellitus associated with essential hypertension, 12 patients with Type 2 diabetes (on diet and oral hypoglycaemic agents) and arterial hypertension were examined on two occasions, in a single blind, cross-over study after two days of treatment with either captopril or a placebo. The study consisted of a euglycaemic-hyperinsulinaemic clamp (two sequential steps of insulin infusion at the rates of 0.25 mU.kg-1.min-1 and 1 mU.kg-1.min-1, 2 h each step), combined with an infusion of 3-3H-glucose to measure the rate of hepatic glucose production and that of peripheral glucose utilization. The results show that blood pressure was lower after captopril (sitting, systolic 148 +/- 5 mm Hg, diastolic 89 +/- 2 mm Hg) compared to placebo (155 +/- 6 and 94 +/- 2 mm Hg) (p less than 0.05). Captopril treatment resulted in a more suppressed hepatic glucose production (2.7 +/- 0.4 vs 4.94 +/- 0.55 mumol.kg-1.min-1), and a lower plasma non-esterified fatty acid concentration (0.143 +/- 0.05 vs 0.200 +/- 0.05 mmol/l) (captopril vs placebo, p less than 0.05) at the end of the first step of insulin infusion (estimated portal plasma insulin concentration 305 +/- 28 pmol/l); and in a greater glucose utilization (36.5 +/- 5.1 vs 28 +/- 3.6 mumol.kg-1.min-1, p less than 0.001) at the end of the second step of insulin infusion (arterial plasma insulin concentration of 604 +/- 33 pmol/l).(ABSTRACT TRUNCATED AT 250 WORDS) Vuorinen-Markkola H;Yki-Jarvinen H, Metabolism, 1995, 44:85-89; Antihypertensive therapy with enalapril improves glucose storage and insulin sensitivity in hypertensive patients with non-insulin-dependent diabetes mellitus A double-blind, placebo-controlled, 4-week trial was performed to determine the antihypertensive and metabolic effects of enalapril (20 to 40 mg/d) in 16 hypertensive patients with non-insulin-dependent diabetes mellitus (NIDDM) aged 55 +/- 2 years and with a body mass index of 29 +/- 1 kg/m2. Glucose utilization was determined after an overnight fast and during insulin stimulation at 0 and 4 weeks (methods: euglycemic clamp, [3-3H]glucose infusion, indirect calorimetry). Enalapril decreased systolic (166 +/- 4 v 152 +/- 5 mm Hg, P < .05) and diastolic (102 +/- 2 v 95 +/- 2 mm Hg, P < .05) blood pressure. Peripheral insulin sensitivity, ie, insulin stimulation of glucose utilization, increased approximately 30%, or by 4.3 +/- 1.7 mumol/kg.min (13.1 +/- 2.0 v 17.4 +/- 3.5 mumol/kg.min, P < .05, 0 v 4 weeks) during enalapril treatment, but remained unchanged during placebo treatment (15.4 +/- 2.8 v 15.3 +/- 2.7 mumol/kg.min, respectively). The increase in glucose utilization during enalapril treatment was fully explained by an increase of 4.1 +/- 1.7 mumol/kg.min in glucose storage (4.1 +/- 1.2 v 8.1 +/- 2.9 mumol/kg.min, P < .05) while glucose oxidation remained unchanged. High-density lipoprotein (HDL) cholesterol increased by 8% (P < .05) and hemoglobin A1c (HbA1c) improved slightly (7.7% +/- 0.7% v 7.3% +/- 0.7%, P < .05) in the enalapril group, but not in the placebo group. We conclude that enalapril improves insulin sensitivity by increasing glucose storage in hypertensive patients with NIDDM.(ABSTRACT TRUNCATED AT 250 WORDS) Herings RM;de Boer A;Stricker BH;Leufkens HG;Porsius A, Lancet, 1995, 345:1195-1198; Hypoglycaemia associated with use of inhibitors of angiotensin converting enzyme The use of angiotensin-converting-enzyme (ACE) inhibitors has been associated with increased insulin sensitivity in diabetic patients. Although such an effect could be beneficial in the treatment of hypertension or congestive heart failure in diabetic patients, it might also precipitate severe hypoglycaemia. To test this hypothesis we carried out a nested case-control study, using data in the Dutch PHARMO system (1986-92), among diabetic patients treated with insulin or with oral antidiabetic drugs, who were admitted to hospital with hypoglycaemia. We identified 94 patients who had been admitted with hypoglycaemia and selected 654 controls from the same cohort. With adjustment for a wide range of potential confounding factors, hypoglycaemia was significantly associated with current use of ACE inhibitors (odds ratio 2.8 [95% CI 1.4-5.7]). Both among users of insulin and among users of oral antidiabetic drugs, use of ACE inhibitors was significantly associated with an increased risk of hospital admission for hypoglycaemia (2.8 [1.2-6.4] and 4.1 [1.4-12.2], respectively). Although ACE inhibitors have several advantages over other antihypertensive drugs in diabetes, the risk of hypoglycaemia should be taken into account. Further investigation of the mechanism is needed since as many as 13.8% of all hospital admissions for hypoglycaemia might be attributable to use of ACE inhibitors Washio M;Onoyama K;Makita Y;Fujishima M;Fujimi S, Nephron, 1991, 59:341-342; Hypoglycemia associated with the administration of angiotensin-converting enzyme inhibitor in a diabetic hemodialysis patient Sakaguchi H;Maeda S;Fukunaga Y;Inoue D;Koshiyama H, Intern Med, 1997, 36:77; Hypoglycemia associated with the administration of angiotensin-converting enzyme inhibitor in a patient with diabetes mellitus Rett K;Wicklmayr M;Dietze GJ, N Engl J Med, 1988, 319:1609; Hypoglycemia in hypertensive diabetic patients treated with sulfonylureas, biguanides, and captopril Arauz-Pacheco C;Ramirez LC;Rios JM;Raskin P, Am J Med, 1990, 89:811-813; Hypoglycemia induced by angiotensin-converting enzyme inhibitors in patients with non-insulin-dependent diabetes receiving sulfonylurea therapy Bell DS, Diabetes Care, 1992, 15:934-936; Hypoglycemia induced by enalapril in patient with insulin resistance and NIDDM Pedersen-Bjergaard U;Agerholm-Larsen B;Pramming S;Hougaard P;Thorsteinsson B, Diabetologia, 2003, 46:89-96; Prediction of severe hypoglycaemia by Angiotensin-converting enzyme activity and genotype in type 1 diabetes AIMS/HYPOTHESIS. We have previously shown a strong relationship between high angiotensin-converting enzyme (ACE) activity, presence of the deletion ( D) allele of the ACEgene and recall of severe hypoglycaemic events in patients with Type 1 diabetes. This study was carried out to assess this relationship prospectively. METHODS. We followed 171 adult outpatients with Type 1 diabetes in a one-year observational study with the recording of severe hypoglycaemia. Participants were characterised by serum ACE activity and ACE genotype and not treated with ACE inhibitors or angiotensin II receptor antagonists. RESULTS. There was a positive relationship between serum ACE activity and rate of severe hypoglycaemia with a 2.7 times higher rate in the fourth quartile of ACE activity compared to the first quartile ( p=0.0007). A similar relationship was observed for the subset of episodes with coma (2.9 times higher rate in fourth quartile compared to first quartile; p=0.048). The impact of serum ACE activity was most pronounced in C-peptide negative subjects (4.2 times higher rate in fourth quartile compared to first quartile; p=0.003), and in this subgroup carriers of the D allele of the ACEgene had higher rates of severe hypoglycaemia compared to the group homozygous for the insertion ( I) allele. In a multiple regression analysis high serum ACE activity and impaired awareness of hypoglycaemia were identified as the only significant predictors of severe hypoglycemia. CONCLUSION. High ACE activity and the presence of the D allele of the ACE gene predict a high rate of severe hypoglycaemia in Type 1 diabetes The EUCLID Study Group, Lancet, 1997, 349:1787-1792; Randomised placebo-controlled trial of lisinopril in normotensive patients with insulin-dependent diabetes and normoalbuminuria or microalbuminuria. The EUCLID Study Group BACKGROUND: Renal disease in people with insulin-dependent diabetes (IDDM) continues to pose a major health threat. Inhibitors of angiotensin-converting enzyme (ACE) slow the decline of renal function in advanced renal disease, but their effects at earlier stages are unclear, and the degree of albuminuria at which treatment should start is not known. METHODS: We carried out a randomised, double-blind, placebo-controlled trial of the ACE inhibitor lisinopril in 530 men and women with IDDM aged 20-59 years with normoalbuminuria or microalbuminuria. Patients were recruited from 18 European centres, and were not on medication for hypertension. Resting blood pressure at entry was at least 75 and no more than 90 mm Hg diastolic, and no more than 155 mm Hg systolic. Urinary albumin excretion rate (AER) was centrally assessed by means of two overnight urine collections at baseline, 6, 12, 18, and 24 months. FINDINGS: There were no difference in baseline characteristics by treatment group; mean AER was 8.0 micrograms/min in both groups; and prevalence of microalbuminuria was 13% and 17% in the placebo and lisinopril groups, respectively. On intention-to-treat analysis at 2 years, AER was 2.2 micrograms/min lower in the lisinopril than in the placebo group, a percentage difference of 18.8% (95% CI 2.0-32.7, p = 0.03), adjusted for baseline AER and centre, absolute difference 2.2 micrograms/min. In people with normoalbuminuria, the treatment difference was 1.0 microgram/min (12.7% [-2.9 to 26.0], p = 0.1). In those with microalbuminuria, however, the treatment difference was 34.2 micrograms/min (49.7% [-14.5 to 77.9], p = 0.1; for interaction, p = 0.04). For patients who completed 24 months on the trial, the final treatment difference in AER was 38.5 micrograms/min in those with microalbuminuria at baseline (p = 0.001), and 0.23 microgram/min in those with normoalbuminuria at baseline (p = 0.6). There was no treatment difference in hypoglycaemic events or in metabolic control as assessed by glycated haemoglobin. INTERPRETATION: Lisinopril slows the progression of renal disease in normotensive IDDM patients with little or no albuminuria, though greatest effect was in those with microalbuminuria (AER > or = 20 micrograms/min). Our results show that lisinopril does not increase the risk of hypoglycaemic events in IDDM Strachan MW;Frier BM, Diabetes Care, 1998, 21:470-472; Risk of severe hypoglycemia in diabetes patients taking ACE inhibitors
|
|
|
|
|
|