|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Præparat: Marevan - Aktivt indholdsstof: warfarin |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for phenytoin og warfarin |
|
INR bør monitoreres hyppigt ved indledning og ophør af behandling, og evt. plasmakoncentrationsmålinger af phenytion. Dosisjustering af lægemidlerne kan være nødvendigt.
I kasuistikker er både beskrevet en nedsat og øget effekt af warfarin ved kombination med phenytoin. Enkelte meddelelser om stigning i phenytoin plasmakoncetrationen efter tillæg af coumarinbehandling. Phenytoin er en en enzyminduktor men mekanisme for en interaktion er usikker.
ringe
begrænset dokumenteret
vitamin K antagonister, perorale phenprocoumon, warfarin fosphenytoin og phenytoin fosphenytoin, phenytoin
Phenytoin er en kendt induktor af enzymer i warfarin-metabolismen, og teoretisk vil en nedsat effekt af warfarin forventes ved kombination, men kasuistikker har vist modsatrettet virkning, heriblandt et tilfælde af alvorlig blødning og død ved kombinationsbehandling.
Interaktioner gældende for warfarin formodes også at gælde for phenprocoumon.
Et studie tyder på en øget effekt af phenytoin ved tillæg af phenprocoumon-behandling men ikke ved warfarin. En enkelt kasuistik beretter om phenytoin-toksicitetet efter warfarin-opstart.
Der er i litteraturen ikke lokaliseret yderligere udnersøgelser eller kasuistikker, som beskriver interaktioner mellem coumariner og fosphenytoin.
Litteraturgennemgang - Vis
Warfarin-phenytoin Phenytoin er en velkendt induktor af enzymer involveret i warfarins metabolisme, og teoretisk vil det forventes en nedsat effekt af warfarin ved kombination med phenytoin. Hassan Y, Awaisu A et al, 2005 bekræfter teorien i en kasuistik, hvor INR efter seponering af phenytoin-behandling stiger fra 2,2 til 10,3 over periode på 21 dage. 3 andre kasuistikker viser derimod en øget effekt af warfarin i forbindelse med tillæg af phenytoin behandling. Hos Levine M og Sheppard I, 1984 observeres en kortvarig, temporær stigning i patientens koagulationsfaktorer fra normalt at ligge mellem 1,73- 2,28 til 2,44 i løbet af de første 6 dages kombinationsbehandling med warfarin og phenytoin, for derefter at falde tilbage til normal niveau igen. Hos Panegyres PK og Rischbieth RH, 1991 ses en stigning i den pågældende patients INR fra 2,87 til 10,41efter intravenøs indgift af phenytoin, og der observeres en retroperitoneal blødning i abdomen, og patienten dør efterfølgende. Hos Nappi JM, 1979 ses ligeledes efter en måneds kombinationsbehandling en stigning i patientens prothrombintid fra 21 til 32 sekunder på trods af dosisjustering af warfarin under behandlingsperioden. I et lille studie sås ingen ændring i phenytoins plasma-koncentration og halveringstid efter 7 dages behandling med warfarin, Skovsted L, Kristensen M et al, 1976. En kasuistik beskriver derimod symptomer på phenytoin-toksicitet ved samtidig behandling med warfarin, Meisheri YV, 1996. Warfarin-phenprocoumon I et lille studie med 4 patienter steg phenytoins plasma-koncentration og halveringstid med ca. 25% efter 7 dages behandling med phenprocoumon, Skovsted L, Kristensen M et al, 1976. Supplerende litteratur: Harder S og Thurmann P, 1996.
Levine M;Sheppard I, Clin Pharm, 1984, 3:200-203; Biphasic interaction of phenytoin with warfarin A 70-year old woman was transferrred to hospital for rehabilitation six week following the amputation of her left leg below the knee.On hospital day 4, warfarin sodium (Coumadin) 5 mg daily was added to the regimen, and daily PTs were ordered. Heparin therapy was discontinued on day 12, at which time the PT was 18,9 sec (control 11,4 sec). With the warfarin sodium therapy of 4-5 mg daily, the PT was subsequently stabilized in the 20-24 sec range, equivalent to calculated prothrombin ratios (PR) of 1,73 to 2,28. On hospital day 47, the patient experienced what was thought to be a partial seizure, which the became generalized. Treatment with phenytoin 250 mg given orally every eight hours was initated for a total of four doses and then followed by a maintenance dosage of 200 mg at bedtime. Despite reductions in the warfarin dose, the PR increased to a peak of 2,44 on hospital day 53, at which time the serum phenytoin concentrations was 8,4 Ág/ml. Thereafter, the PR decreased, ranging from 1,39 to 1,58, although the warfarin dose had been increased to 5 mg daily. On hospital day 71, based on a trough serum phenytoin concentration of 5,2 Ág/ml, the phenytoin dose was increased to 200 mg twice daily. To elevate the PR to the therapeutic range, the warfarin dose was also increased to 7,5 mg alternating with 5 mg daily, and four days later the PR was 1,83.After initiating phenytoin on hospital day 47, the patients PR appeared to increase for six days, after which it declined to less than that observed before the initiation of phenytoin. Harder S;Thurmann P, Clin Pharmacokinet, 1996, 30:416-444; Clinically important drug interactions with anticoagulants. An update Coumarin derivatives combine 3 unfavorable properties which make them prone to potentially life threatening drug-drug interactions: (i) high protein binding; (ii) cytochrome P450 dependent metabolism; and (iii) a narrow therapeutic range. An entire list of drugs which are supposed to interact with coumarins (mostly with warfarin) comprises about 250 different compounds. Noteworthy are the interactions with cardiovascular or antilipidaemic drugs which are often coadministered with coumarins: amiodarone, propafenone and fibrates. Cardiovascular drugs which are obviously devoid or proven to be devoid of an interaction are angiotensin converting enzyme (ACE) inhibitors, calcium antagonists, beta-blockers and cardiac glycosides. There are several other drugs which enhance the hypoprothrombinaemic response to coumarins by various mechanisms: inhibitors of the elimination of the eutomer S-(-)-warfarin (e.g. miconazole, phenylbutazone), combined with protein binding displacement (e.g., sulfinpyrazone, phenylbutazone), synergistic hypoprothrombinaemia (e.g. cefazoline). Furthermore, bleeding complications may occur with drugs affecting platelet function [aspirin (acetylsalicylic acid) and several nonsteroidal anti- inflammatories (NSAIDs)]. Strong inducers of coumarin metabolism are rifampicin (rifampin) and carbamazepine. Biphasic interactions may occur where a drug first enhances the hypoprothrombinaemic response to a coumarin but has a sustained inducing effect on coumarin metabolism (e.g. phenytoin or sulfinpyrazone). The complex response of coumarins to concomitant drug therapy makes it difficult to predict the occurrence and degree of a deterioration of anticoagulant control in individual patients. For clinical practice, it seems advisable that one should monitor for changes in prothrombin time when adding or deleting any newly approved drug or any drug suspected (e.g. on the basis of this review) to cause an interaction to patients on coumarin therapy. The onset of the adverse prothrombin time response might be from between 1 to 2 days up to 3 weeks (in case of phenprocoumon) after starting a concomitant drug regimen. With amiodarone, an adverse prothrombin time response might occur up to 2 months after initiating therapy. For heparins, only a drug interaction with aspirin or nitroglycerin seems clinically relevant due to the possibility of coadministration during acute cardiac events. Both drugs are shown to enhance the activated partial thromboplastin time response to heparin Panegyres PK;Rischbieth RH, Postgrad Med J, 1991, 67:98; Fatal phenytoin warfarin interaction A 74-year old man had a right occipital infarction and a right frontal infarction. In view of the recurrent strokes and embolic focus in the right carotid he was commenced on warfarin in May 1989. He was eventually discharged from hospital on 6 mg/day of warfarin with an INR of 2,36 (therapeutic range 2,5 - 4,0). No other medications were introduced and the warfarin dose was controlled to give a ratio between 2 and 3. He was readmitted 5 months later having 3 generalized tonic/clonic seizures. A cerebral computed tomographic (CT) scan showed no change from before and phenytoin was started with a loading dose of 300 mg intravenously; he was maintained on 300 mg/day. His hepatic and renal function were normal. The admission INR was 2,87 and he was contined on 6 mg warfarin/day. Seven days after admission he suddenly became pale and hypotensive after a generalized tonic/clonic seizure. He had abdominal tenderness attributed to a spontaneous retroperitoneal haemorrage, which was confirmed by an abdominal CT scan. The INR was 10,41 and phenytoin level 10 mg/l (therapeutic range 10-20). No other drugs had been introduced. He was resuciated with fresh frosen plasma and intravenous fluid. His general condition improved, only to deteroiate again 3 days later, complicated by cardiac arrest from which he did not recover despite cardiopulmonary resuciation. Meisheri YV, J Assoc Physicians India, 1996, 44:661-662; Simultaneous phenytoin and warfarin toxicity on chronic concomitant therapy Hassan Y;Awaisu A;Aziz NA;Ismail O, Pharm World Sci, 2005, 27:16-19; The complexity of achieving anticoagulation control in the face of warfarin - phenytoin interaction: An Asian case report Phenytoin has been reported to have major interactions with warfarin. Phenytoin induces warfarin's metabolism. However, there are many case reports which provide conflicting conclusions. Here, we report a case of a 65-year-old man with mechanical heart valve on chronic warfarin therapy who experienced persistent fluctuations of INR and bleeding secondary to probable warfarin-phenytoin interactions. The patient's anticoagulation clinic visits prior to hospitalization were thoroughly evaluated and we continued to follow-up the case for 3 months post-hospitalization. The reported interaction could be reasonably explained from the chronology of events and the pattern of INR fluctuations whenever phenytoin was either added or discontinued from his drug regimen. < copyright > Springer 2005 Skovsted L;Kristensen M;Hansen M;Siersbaek-Nielsen K, Acta Med Scand, 1976, 199:513-515; The effect of different oral anticoagulants on diphenylhydantoin (DPH) and tolbutamide metabolism The effect of bishydroxycoumarin, phenprocoumon, warfarin and phenindione on the metabolism of diphenylhydantoin (DPH) and tolbutamide has been studied in 54 patients. The half-lives of DPH and tolbutamide in blood following i.v. injections were studied in 33 patients before and after one week of anticoagulant treatment. Bishydroxycoumarin increased the mean half-life values of DPH from 8.8 to 37.4 hours and of tolbutamide from 4.9 to 17.5. Phenprocoumon prolonged DPH half-life from a mean value of 9.9 to 14.0 hours but did not change the tolbutamide half-life. Warfarin and phenindione did not affect DPH or tolbutamide half-lives. Steady state concentration studies in 21 patients showed a rise in serum DPH during bishydroxycoumarin and phenprocoumon treatment but not during treatment with warfarin and phenindione. A rise in serum tolbutamide was noted during treatment with bishydroxycoumarin. These findings suggest that bishydroxycoumarin inhibits the betabolism of DPH and tolbutamide and that phenprocoumon inhibits DPH metabolism. No effect on DPH and tolbutamide metabolism could be demonstrated following administration of warfarin and phenindione Nappi JM, Ann Intern Med, 1979, 90:852; Warfarin and phenytoin interaction Two patients were stabilized on maintenance doses of warfarin and had significant elevations of their prothrombin times when phenytoin was added to their regimen. In one case the patient had been receiving 2,5 mg warfarin 5 days a week and 5 mg of warfarin 2 days a week. Prothrombin times were never greater than 21 seconds, with a control time of 12 seconds. Phenytoin, 300 mg daily, was added for arrythmia control, and enven though warfarin was decreased to 2,5 mg daily the patient`s prothombin time was 32 seconds (control value, 12 seconds) within a month. Phenytoin therapy was discontinued, and the patient`s prothrobin time was again controlled on his former warfarin regimen.
|
|
|
|
|
|