|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Præparat: Marevan - Aktivt indholdsstof: warfarin |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for tolbutamid og warfarin |
|
Warfarin påvirker ikke tolbutamids kinetik.
ingen
dokumenteret
antidiabetika, sulfonylcarbamid glibenclamid, gliclazid, glimepirid, glipizid, tolbutamid vitamin K antagonister, perorale phenprocoumon, warfarin
Der er i studierne ikke fundet farmakokinetisk interaktion mellem tolbutamid og warfarin/phenprocoumon eller glibenclamid og phenprocoumon.
Der er i litteraturen ikke fundet yderlige referencer omhandlende interaktion mellem sulfonylurinstoffer og vitamin K antagonister, hvorfor en klasse effekt ikke kan beskrives.
Litteraturgennemgang - Vis
Tolbutamid og warfarin Halveringstiden for tolbutamid indgivet i.v. påvirkes ikke af 1 uges antikoagulations behandling med henholdsvis warfarin eller phenprocoumon, hvorimod antikoagulationsbehandling med bishydroxycoumarin (dicoumarol) øger t½ for tolbutamid fra 4.9 til 17.5 timer, Skovsted L, Kristensen M et al, 1976. Et retrospektiv studie med sammenligning af 2 grupper diabetiske patienter i behandling med enten insulin eller tolbutamid og enten warfarin eller bishydroxycoumarin viste ingen forskel mellem tolbutamid og insulin på antikoagulationsbehandlingen, Poucher RL og Vecchio TJ, 1966. Tolbutamid og phenprocoumon Ingen interaktion i studiet refereret ovenfor, Skovsted L, Kristensen M et al, 1976. Kolenda KD, Grille W et al, 1979 har sammenlignet 2 grupper diabetiske patienter i behandling med tolbutamid og phenprocoumon med en kontrolgruppe som kun var i behandling med tolbutamid. Der fandtes ingen forskel i serum tolbutamid koncentrationerne eller i t½ for tolbutamid. Der var ingen forskel i plasmakoncentration og halveringstiden af phenprocoumon efter et enkeltdosis i 12 diabetes-2 patienter behandlet med diæt og 10 patienter behandlet med tolbutamid, Heine P, Kewitz H et al, 1976. Glibenclamid og phenprocoumon Der var ingen forskel i plasmakoncentration og halveringstid af phenprocoumon efter en enkeltdosis i 12 diabetes patienter behandlet med diæt og 9 patienter behandlet med glibenclamid, Heine P, Kewitz H et al, 1976. Suplerende litteratur: van Staa T, Abenhaim L et al, 1997, Burge MR, Schmitz-Fiorentino K et al, 1998, Christensen LK og Kristensen M, 1969, Hansen JM og Christensen LK, 1977 og Harder S og Thurmann P, 1996.
Christensen LK;Kristensen M, Acta Diabetol Lat, 1969, 6 Suppl 1:116-136; [Drug induced changes of the blood glucose lowering effect of oral hypoglycemic agents] Kolenda KD;Grille W;Johnsen K, Med Klin, 1979, 74:1914-1922; [Drug interaction during therapy with tolbutamide. The influence of some commonly used drugs on plasma level and half life in diabetic out-patients (author's transl)] Tolbutamide belongs to those drugs responsible for the majority of drug interactions. E.g. Tolbutamide metabolism has been shown to be inhibited by coumarole derivatives. We determined plasma-tolbutamide levels in diabetic out-patients for one year. The results obtained indicate no difference in patients additionally treated with either digoxin or digoxin and alpha-methyldopa, or buformin and phenprocumone as compared with control groups. Interactions with respect to biotransformation should not be expected as far as digoxin, alpha-Methyldopa, or buformine were concerned, since these compounds do not share a common metabolic pathway with tolbutamide. In a different group of patients the elimination half life of tolbutamide under the influence of phenprocoumone was additonally determined. Differences could not be detected. This finding can be explained by means of enzyme-kinetic considerations, since phenprocumone, in contrast to dicoumarole, becomes metabolized according to a first order reaction. Competitive enzyme inhibition with tolbutamide which is metabolized similarly to phenprocoumone, therefore appears improbable Burge MR;Schmitz-Fiorentino K;Fischette C;Qualls CR;Schade DS, JAMA, 1998, 279:137-143; A prospective trial of risk factors for sulfonylurea-induced hypoglycemia in type 2 diabetes mellitus CONTEXT: Retrospective studies have identified oral sulfonylureas, age, and fasting as major risk factors for hypoglycemia in patients with type 2 diabetes. Sulfonylureas may be withheld from elderly patients out of concern for hypoglycemia. OBJECTIVE: To evaluate the hypoglycemic effects of maximum doses of once-daily second-generation sulfonylureas administered to fasting elderly patients. DESIGN: A prospective, randomized, double-blind clinical trial. SETTING: The University of New Mexico General Clinical Research Center. PATIENTS: Fifty-two sulfonylurea-treated subjects with type 2 diabetes with a mean (SD) age of 65.1 (5.7) years. INTERVENTIONS: Subjects were randomly assigned to glyburide or glipizide gastrointestinal therapeutic system (GITS). Each subject participated in three 23-hour fasting studies after the sequential administration of 1 week of placebo and 1 week of 10 mg and 1 week of 20 mg of the assigned sulfonylurea. MAIN OUTCOME MEASURES: Occurrence of hypoglycemia (defined as plasma glucose level <3.33 mmol/L [60 mg/dL]) and hormonal parameters during the final 9 hours of the 23-hour fast in patients who had taken sulfonylureas vs placebo. RESULTS: No hypoglycemia was observed during 156 fasting studies. Plasma glucose level was decreased (nadir, 4.9 mmol/L [88 mg/dL] for a 20-mg dose of glyburide vs 8.3 mmol/L [150 mg/dL] for placebo; nadir, 5.8 mmol/L [105 mg/dL] for a 20-mg dose of glipizide GITS vs 8.7 mmol/L [157 mg/dL] for placebo), and serum insulin was increased in the sulfonylurea studies compared with placebo (P<.001). Plasma glucose parameters did not differ between the 2 sulfonylureas, but C peptide concentrations were increased in the glyburide group compared with glipizide GITS in the 20-mg study (P=.05). Concentrations of epinephrine were increased in the sulfonylurea studies compared with placebo (P<.001). Epinephrine secretion increased when glucose concentration fell below the mean (SD) level of 9.10 (2.66) mmol/L (164 [48] mg/dL) in the 10-mg study and 8.77 (2.83) mmol/L (158 [51] mg/ dL) in the 20-mg study. CONCLUSIONS: Fasting was well tolerated among these elderly patients with type 2 diabetes treated with sulfonylureas. Older age should not be considered a contraindication to sulfonylurea treatment for diabetes. Stimulation of epinephrine secretion at normal or elevated plasma glucose levels appears to be the primary mechanism of protection against hypoglycemia in this study Poucher RL;Vecchio TJ, JAMA, 1966, 197:1069-1070; Absence of tolbutamide effect on anticoagulant therapy Harder S;Thurmann P, Clin Pharmacokinet, 1996, 30:416-444; Clinically important drug interactions with anticoagulants. An update Coumarin derivatives combine 3 unfavorable properties which make them prone to potentially life threatening drug-drug interactions: (i) high protein binding; (ii) cytochrome P450 dependent metabolism; and (iii) a narrow therapeutic range. An entire list of drugs which are supposed to interact with coumarins (mostly with warfarin) comprises about 250 different compounds. Noteworthy are the interactions with cardiovascular or antilipidaemic drugs which are often coadministered with coumarins: amiodarone, propafenone and fibrates. Cardiovascular drugs which are obviously devoid or proven to be devoid of an interaction are angiotensin converting enzyme (ACE) inhibitors, calcium antagonists, beta-blockers and cardiac glycosides. There are several other drugs which enhance the hypoprothrombinaemic response to coumarins by various mechanisms: inhibitors of the elimination of the eutomer S-(-)-warfarin (e.g. miconazole, phenylbutazone), combined with protein binding displacement (e.g., sulfinpyrazone, phenylbutazone), synergistic hypoprothrombinaemia (e.g. cefazoline). Furthermore, bleeding complications may occur with drugs affecting platelet function [aspirin (acetylsalicylic acid) and several nonsteroidal anti- inflammatories (NSAIDs)]. Strong inducers of coumarin metabolism are rifampicin (rifampin) and carbamazepine. Biphasic interactions may occur where a drug first enhances the hypoprothrombinaemic response to a coumarin but has a sustained inducing effect on coumarin metabolism (e.g. phenytoin or sulfinpyrazone). The complex response of coumarins to concomitant drug therapy makes it difficult to predict the occurrence and degree of a deterioration of anticoagulant control in individual patients. For clinical practice, it seems advisable that one should monitor for changes in prothrombin time when adding or deleting any newly approved drug or any drug suspected (e.g. on the basis of this review) to cause an interaction to patients on coumarin therapy. The onset of the adverse prothrombin time response might be from between 1 to 2 days up to 3 weeks (in case of phenprocoumon) after starting a concomitant drug regimen. With amiodarone, an adverse prothrombin time response might occur up to 2 months after initiating therapy. For heparins, only a drug interaction with aspirin or nitroglycerin seems clinically relevant due to the possibility of coadministration during acute cardiac events. Both drugs are shown to enhance the activated partial thromboplastin time response to heparin Hansen JM;Christensen LK, Drugs, 1977, 13:24-34; Drug interactions with oral sulphonylurea hypoglycaemic drugs The effect of the oral sulphonylurea hypoglycaemic drugs may be influenced by a large number of other drugs. Some of these combinations (e.g. phenylbutazone, sulphaphenazole) may result in cases of severe hypoglycaemic collapse. Tolbutamide and chlorpropamide should never be given to a patient without a prior careful check of which medicaments are already being given. Similarly, no drug should be given to a diabetic treated with tolbutamide and chlorpropamide without consideration of the possibility of interaction phenomena van Staa T;Abenhaim L;Monette J, J Clin Epidemiol, 1997, 50:735-741; Rates of hypoglycemia in users of sulfonylureas OBJECTIVE: To identify the demographic and clinical characteristics of sulfonylurea users. To assess the risk of hypoglycemia in patients treated with sulfonylureas in clinical practice, and to characterize the risk in relation to the different drugs used. RESEARCH DESIGN AND METHODS: A cohort of 33,243 sulfonylurea users chosen from 719 clinical practices in the United Kingdom were identified through the VAMP-Research database. Information on demographic characteristics, medical diagnoses and use of medical services was obtained through the computerized records. For a stratified sample of 500 patients, general practioners completed a structured questionnaire on the duration, treatment, and complications of diabetes mellitus, obesity, alcohol use, and smoking history. Patients with a diagnosis of hypoglycemia, as recorded in the database within a time-window of a sulfonylurea prescription, were identified. Incidence rates per person-year of sulfonylurea therapy were estimated. RESULTS: Other than a longer duration of diabetes in users of chlorpropamide, no differences were observed among users of different sulfonylurea agents with respect to diabetic complications, adequacy of diabetic control, obesity, smoking, and excessive alcohol consumption. A diagnosis of hypoglycemia during sulfonylurea therapy was recorded in 605 people over 34,052 person-years of sulfonylurea therapy, which converted into an annual risk of 1.8%. The risk in glibenclamide users was higher than in users of other types of sulfonylureas uses. Duration of therapy, concomitant use of insulin, sulfonylurea-potentiating or antagonizing and concomitant use of beta-blockers were predictive of the risk of developing hypoglycemia. DISCUSSION: Drug use patterns showed comparability among users of different sulfonylurea agents. Our findings suggest that the rate of diagnosis of hypoglycemia made by physicians is higher for glibenclamide than for other sulfonylureas. An epidemiological study with objectively diagnosed hypoglycemia should be undertaken to confirm these results Skovsted L;Kristensen M;Hansen M;Siersbaek-Nielsen K, Acta Med Scand, 1976, 199:513-515; The effect of different oral anticoagulants on diphenylhydantoin (DPH) and tolbutamide metabolism The effect of bishydroxycoumarin, phenprocoumon, warfarin and phenindione on the metabolism of diphenylhydantoin (DPH) and tolbutamide has been studied in 54 patients. The half-lives of DPH and tolbutamide in blood following i.v. injections were studied in 33 patients before and after one week of anticoagulant treatment. Bishydroxycoumarin increased the mean half-life values of DPH from 8.8 to 37.4 hours and of tolbutamide from 4.9 to 17.5. Phenprocoumon prolonged DPH half-life from a mean value of 9.9 to 14.0 hours but did not change the tolbutamide half-life. Warfarin and phenindione did not affect DPH or tolbutamide half-lives. Steady state concentration studies in 21 patients showed a rise in serum DPH during bishydroxycoumarin and phenprocoumon treatment but not during treatment with warfarin and phenindione. A rise in serum tolbutamide was noted during treatment with bishydroxycoumarin. These findings suggest that bishydroxycoumarin inhibits the betabolism of DPH and tolbutamide and that phenprocoumon inhibits DPH metabolism. No effect on DPH and tolbutamide metabolism could be demonstrated following administration of warfarin and phenindione Heine P;Kewitz H;Wiegboldt KA, Tomt indhold, 1976, 10:31-36; The influence of hypoglycaemic sulphonylureas on elimination and efficacy of phenprocoumon following a single oral dose in diabetic patients The influence of various antidiabetic treatments on the kinetics and efficacy of a single oral dose of 12 mg phenprocoumon were studied in 71 hospitalized patients, 58 with adult-onset diabetes mellitus and 13 non-diabetic aged patients, and 13 healthy young volunteers. Treatment for one week or longer with insulin or the antidiabetic sulphonylureas tolbutamide, glibenclamide or glibornuride, altered neither the plasma level (1.29 1.40 µg/ml at zero time) nor the half-life of phenprocoumon (5.2 6.8 d) compared to treatment by diet alone. The mean half-life of phenprocoumon was significantly shorter in non-diabetic aged patients (4.2 d) than in diabetic patients of the same age (5.1 6.8 d), or in young healthy volunteers (5.7 d). The efficacy of a single dose of phenprocoumon (maximal reduction of Quick-values by 34 47% after 48 to 72 hrs) in diabetic patients treated with diet, or diet and antidiabetic drugs, was the same as in non-diabetic aged patients. In healthy young volunteers phenprocoumon was half as effective as in aged patients.
|
|
|
|
|
|