|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Præparat: Marevan - Aktivt indholdsstof: warfarin |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for trimethoprim og warfarin |
|
Andre antibiotika bør foretrækkes ved samtidig behandling med warfarin. Såfremt kombinationen er nødvendig bør warfarin dosis reduceres 15-20% under kombinationsbehandling og INR bør kontrolleres ved indledning og ophør af behandlingen.
Sulfamethoxazol/trimethoprim øger plasmakoncentrationen af S-warfarin med 22 %, mens R-warfarin ikke påvirkes. Co-administration fører desuden til moderate stigninger i INR og øget risiko for blødning. Interaktionen skyldes formentlig sulfamethoxazol, som er en hæmmer af CYP2C9, det vigtigste enzym i metabolismen af warfarin.
moderat
veldokumenteret
sulfonamider og trimethoprim sulfamethizol, sulfamethoxazol, trimethoprim vitamin K antagonister, perorale phenprocoumon, warfarin
Sulfamethizol hæmmer metaboliseringen af warfarin i leveren, idet der ses en stigning i t½ på 36-48 % og en nedsat metabolisk clearance på 33-39 % hos 2 patienter.
Der er ikke lokaliseret yderligere undersøgelser eller kasuistikker, som beskriver sulfamethizols påvirkning af phenprocoumon, men interaktioner, som forekommer med warfarin, formodes også at forekomme for phenprocoumon.
Prospektive undersøgelser har vist at sulfamethoxazol/trimethoprim øger plasmakoncentrationen af S-warfarin og fører til moderat stigning i den antikoagulerende effekt. Epidemiologiske studier for både warfarin og phenprocoumon har vist en øget risiko for stigninger i INR og en øget risiko for gastrointestinal og anden blødning ved kombinationen. Interaktionen skyldes formentlig sulfamethoxazol, som er en hæmmer af CYP2C9, det vigtigste enzym i metabolismen af coumariner. Trimethoprim derimod hæmmer omsætningen af lægemidler via CYP2C8 og er formentlig ikke involveret i interaktionen.
Andre antibiotika bør foretrækkes ved samtidig behandling med coumariner. Såfremt kombinationen er nødvendig bør coumarin dosis reduceres 15-20% under kombinationsbehandling og INR bør kontrolleres ved indledning og ophør af behandlingen.
Litteraturgennemgang - Vis
Warfarin og sulfamethizol En enkelt prospektiv undersøgelse viser, at sulfamethizol øger t½ for warfarin med henholdsvis 48 % og 36 % hos 2 patienter. Den metaboliske clearance nedsættes (39 og 33 %) formentlig ved at hæmme warfarins metabolisering via CYP2C9 i leveren, Lumholtz B, Siersbaek-Nielsen K et al, 1975 Warfarin og trimethoprim-sulfamethoxazol Hos 11 raske forsøgspersoner O'Reilly RA og Motley CH, 1979 observeres efter samtidig indgift af en enkelt dosis warfarin (1,5 mg/kg) og 320 mg trimethoprim og 1600 mg sulfamethoxazol en gennemsnitlig 54 % øgning af forsøgspersonernes prothrombintid (fra 53 til 82) Der var ingen ændringer i warfarins halveringstid. En prospektiv undersøgelse med 8 raske frivillige viser, at samtidig behandling med S-warfarin og sulfamethoxazol/trimethoprim øger AUC for S-warfarin med 22% og den antikoagulerende effekt øges ligeledes. Der ses ingen signifikante farmakokinetiske ændringer ved R-warfarin. Warfarin omsættes via CYP2C9, hvorfor der er en teoretisk sandsynlighed for at sulfamethoxazol hæmmer omsætningen af warfarin. Trimethoprim derimod hæmmer omsætningen af lægemidler via CYP2C8 O'Reilly RA, 1980a. Schelleman H, Bilker WB et al, 2008 undersøgte hvorvidt en potentiel farmakokinetisk interaktion imellem warfarin og forskellige anti-infektiøse midler øger risikoen for hospitalisering og gastro-intestinal blødning hos warfarinbrugere. Resultaterne er baseret på US Medicaid data, behandlet vha. to forskellige studiedesigns – et nested case control og et case-crossover studie, hvor man i alt har kigget på 308,100 warfarin brugere. I forsøget testede man bl.a. trimethoprim-sulfamethoxazol mod ingen samtidig behandling og behandling med cephalexin, som ikke forventes at have indflydelse. Trimethoprim-sulfamethoxazol co-administreret med warfarin viste en en 68 % (odds ratio 1,68; 95% KI 1,21-2-33) øget risiko for gastrointestinal blødning sammenlignet med cephalexin, hvilket kan forklares ved hæmning af enzymet CYP2C9, som er primært ansvarlig for metaboliseringen af (S)-warfarin i leveren. I et retrospektiv studie hvor 16 patienter var i stabil warfarin behandling sås en gennemsnitlig stigning i INR på 1,76 ved samtidig behandling med sulfamethoxazol/trimetoprim. Hos 44% af patienterne var INR>4, Glasheen JJ, Fugit RV et al, 2005. Et populationsbaseret retrospektive studie fandt hos ældre patienter en øget risiko for øvre gastrointestinal blødning ved kombination af sulfamethoxazol/trimetoprim og warfarin (odds ratio 3,84; 95 CI 2,33-6,33) Fischer HD, Juurlink DN et al, 2010 Et kontrolleret ikke-randomiseret studie undersøgte effekten af en dosisreduktion af warfarin på 10-20% hos 8 patienter forud for sulfamethoxazol/trimetoprim behandling. I kontrolgruppen (n=9) hvor warfarin dosis ikke blev blev reduceret fik 4 ud af 9 en INR >6 med værdier mellem 7,2 og 17,4. Syv patienter i kontrolgrupper måtte midlertidig have afbrudt warfarinbehandlingen og to patienter have behov for K-vitaminbehandling for at korrigere INR. I gruppen med dosisreduktion (gennemsnitlig 16,3+/- 2.8%) var der ingen signifikant ændring i den gennemsnitlige INR før og efter sulfamethoxazol/trimetoprim behandling. Ahmed A, Stephens JC et al, 2008. Hos en patient Weinberg AD, Altman JS et al, 2006 i behandling med trimethroprim/sulfamethoxazol og warfarin rapporteres om stigninger i patientens INR værdier fra normalt 2-3 op til 7,9. Seks ud af 20 patienter i warfarinbehandling fik 2-6 dage efer behandling med trimethroprim/sulfamethoxazol blev begyndt stigning i prothrombintiden. En patient fik gastrointestinalbehandling og behov for K-vitamin behandling Hassall C, Feetam CL et al, 1975 I et retrospektivt single-center cohorte studie, bestående af 69 cases og 957 kontroller, sås en relativ risiko på 4,85 for stigning i INR til >4,5 ved kombinationsbehandling med warfarin og trimethoprim-sulfamethoxazol sammenlignet med warfarin alene. Hos 1 af patienterne blev der observeret hæmaturi, Daniels LM, Barreto JN et al, 2015
Supplerende litteratur: Lane MA, Zeringue A et al, 2014 Phenprocoumon og trimethoprim-sulfamethoxazol Et populationbaseret retrospektiv studie med patienter som fik et coumarin (acencoumarol eller phenprocoumon) viste ved samtidig behandling med sulfamethoxazol/trimetoprim en markant øget siko for INR>6 (relativ risiko 20,1 95% KI 10,7-37,9) Visser LE, Penning-van Bees FJ et al, 2002. Et andet retrospektiv kohorte studie (fra den samme forskningsgruppe) med patienter i acencoumarol eller phenprocoumon viste en øget risiko for hospitalsindlæggelse som følge af blødning (relative risiko 5,1; 95% CI 2,1-12,3) ved samtidig behandling med sulfamethoxazol/trimetoprim.Penning-van Beest FJ, Koerselman J et al, 2008. Infektion er en mulig confounder i de 2 studier. Et kohorte studie med 326 patienter undersøgte effekten af en dosisreduktion af acencoumarol (15% reduktion) eller phenprocoumon (18% reduktion) forud for sulfamethoxazol/trimetoprim behandling. Patienter som fik dosisreduktion havde en signifikant lavere risiko for INR> 4,5 og svær overkoagulation (INR>6) i forhold til gruppen uden dosisreduktion. Alle patienter i sulfamethoxazol/trimetoprim behandling (både med og uden dosisreduktion) havde signifikant længere tid med INR under terapeutisk niveau de første seks uger efter kuren var ophørt end ved behandling med andre antibiotika og på den baggrund blev det anbefalet at kombination skulle undgås og andre antibiotika foretrækkes. Schalekamp T, Van-Geest-Daalderop JHH et al, 2007 Supplerende litteratur: Campbell JE og Carter WH, 2005; Smith CL og Powell KR, 2000.
Campbell JE;Carter WH, Arch Intern Med, 2005, 165:2540; Comments on the important drug interaction of warfarin and sulfamethoxazole Schalekamp T;Van-Geest-Daalderop JHH;Kramer MHH;Van H;De BA, Tomt indhold, 2007, 63(4): 335-343-343; Coumarin anticoagulants and co-trimoxazole: Avoid the combination rather than manage the interaction Objective: The objective of our study was to examine the management of the interaction between acenocoumarol or phenprocoumon and several antibiotics by anticoagulation clinics and to compare the consequences of this interaction on users of co-trimoxazole with those for users of other antibiotics. Methods: A follow-up study was conducted at four anticoagulation clinics in The Netherlands. Data on measurements of the International Normalised Ratio (INR), application of a preventive dose reduction (PDR) of the coumarin anticoagulant, fever and time within or outside the therapeutic INR range were collected. Results: The study cohort consisted of 326 subjects. A PDR was given more often to users of co-trimoxazole PDR than to users of other antibiotics. The PDR in co-trimoxazole users resulted in a significantly reduced risk of both moderate overanticoagulation (INR >4.5) and severe overanticoagulation (INR >6.0) compared with no PDR, with odds ratios (ORs) of 0.06 [95% confidence interval (CI): 0.01-0.51] and 0.09 (95% CI: 0.01-0.92), respectively. In co-trimoxazole users without PDR, the risk of overanticoagulation was significantly increased compared with users of other antibiotics. All co-trimoxazole users spent significantly more time under the therapeutic INR range during the first 6 weeks after the course than users of other antibiotics. Conclusion: PDR is effective in preventing overanticoagulation in co-trimoxazole users, but results in a significantly prolonged period of underanticoagulation after the course. Avoidance of concomitant use of co-trimoxazole with acenocoumarol or phenprocoumon seems to be a safer approach than management of the interaction between these drugs. < copyright > 2007 Springer-Verlag Daniels LM;Barreto JN;Kuth JC;Anderson JR;Zhang B;Majka AJ;Morgenthaler TI;Tosh PK, Am J Health Syst Pharm, 2015, 72:1195-1203; Failure mode and effects analysis to reduce risk of anticoagulation levels above the target range during concurrent antimicrobial therapy PURPOSE: A failure mode and effects analysis (FMEA) was conducted to analyze the clinical and operational processes leading to above-target International Normalized Ratios (INRs) in warfarin-treated patients receiving concurrent antimicrobial therapy. METHODS: The INRs of patients on long-term warfarin therapy who received a course of trimethoprim-sulfamethoxazole, metronidazole, fluconazole, miconazole, or voriconazole (highly potentiating antimicrobials, or HPAs) between September 1 and December 31, 2011, were compared with patients on long-term warfarin therapy who did not receive any antimicrobial during the same period. A multidisciplinary team of physicians, pharmacists, and a systems analyst was then formed to complete a step-by-step outline of the processes involved in warfarin management and concomitant HPA therapy, followed by an FMEA. RESULTS: Patients taking trimethoprim-sulfamethoxazole, metronidazole, or fluconazole demonstrated a significantly increased risk of having an INR of >4.5. The FMEA identified 134 failure modes. The most common failure modes were as follows: (1) electronic medical records did not identify all patients receiving warfarin, (2) HPA prescribers were unaware of recommended warfarin therapy when HPAs were prescribed, (3) HPA prescribers were unaware that a patient was taking warfarin and that the drug interaction is significant, and (4) warfarin managers were unaware that an HPA had been prescribed for a patient. CONCLUSION: An FMEA determined that the risk of adverse events caused by concomitantly administering warfarin and HPAs can be decreased by preemptively identifying patients receiving warfarin, having a care process in place, alerting providers about the patient's risk status, and notifying providers at the anticoagulation clinic Fischer HD;Juurlink DN;Mamdani MM;Kopp A;Laupacis A, Arch Intern Med, 2010, 170:617-621; Hemorrhage during warfarin therapy associated with cotrimoxazole and other urinary tract anti-infective agents: a population-based study BACKGROUND: Some antibiotic agents, including cotrimoxazole, inhibit the metabolism of warfarin sodium and possibly increase the risk of hemorrhage. We examined the risk of upper gastrointestinal (UGI) tract hemorrhage in older patients receiving warfarin in combination with antibiotics commonly used to treat urinary tract infection, with a focus on cotrimoxazole. METHODS: This population-based, nested case-control study using health care databases in Ontario, Canada, between April 1, 1997, and March 31, 2007, identified residents 66 years or older who were continuously treated with warfarin. Cases were hospitalized with UGI tract hemorrhage. For each case, we selected up to 10 age- and sex-matched control subjects. We calculated adjusted odds ratios (aORs) for exposure to cotrimoxazole, amoxicillin trihydrate, ampicillin trihydrate, ciprofloxacin hydrochloride, nitrofurantoin, and norfloxacin within 14 days before the UGI tract hemorrhage. RESULTS: We identified 134 637 patients receiving warfarin, of whom 2151 cases were hospitalized for UGI tract hemorrhage. Cases were almost 4 times more likely than controls to have recently received cotrimoxazole (aOR, 3.84; 95% confidence interval [CI], 2.33-6.33). Treatment with ciprofloxacin was also associated with increased risk (aOR, 1.94; 95% CI, 1.28-2.95), but no significant association was observed with amoxicillin or ampicillin (1.37; 0.92-2.05), nitrofurantoin (1.40; 0.71-2.75), or norfloxacin (0.38; 0.12-1.26). Compared with amoxicillin or ampicillin, cotrimoxazole prescription was associated with an almost 3-fold risk (ratio of ORs, 2.80; 95% CI, 1.48-5.32). CONCLUSIONS: Among older patients receiving warfarin, cotrimoxazole is associated with a significantly higher risk of UGI tract hemorrhage than other commonly used antibiotics. Whenever possible, clinicians should prescribe alternative antibiotics in patients receiving warfarin Ahmed A;Stephens JC;Kaus CA;Fay WP, J Thromb Thrombolysis, 2008, 26:44-48; Impact of preemptive warfarin dose reduction on anticoagulation after initiation of trimethoprim-sulfamethoxazole or levofloxacin BACKGROUND: Antibiotics can potentiate warfarin anticoagulation. While preemptive warfarin dose reduction (DR) upon initiation of antibiotics has been advocated by experts, there are no published data regarding the efficacy of this strategy vs. the conventional strategy of not changing warfarin dose and carefully following international normalized ratio (INR) results. METHODS AND RESULTS: We compared the efficacy of preemptive 10-20% DR vs. no change in warfarin dosing in 40 chronically anticoagulated patients initiating trimethoprim-sulfamethoxazole (TMP-SMX) or levofloxacin. Eighteen patients received preemptive warfarin DR and 22 control patients underwent no change in warfarin dosing. There was no difference between the DR and control groups in the mean INR before beginning antibiotic therapy (2.53 +/- 0.12 vs. 2.52 +/- 0.11; P > 0.9). Mean interval between initiation of antibiotic and next INR was 5.1 +/- 0.4 vs. 4.7 +/- 0.5 days for DR vs. control patients, respectively (P > 0.5). For both TMP-SMX and levofloxacin, patients managed with a preemptive warfarin DR strategy did not exhibit a statistically significant change in the INR after initiating antibiotic therapy. In contrast, for each antibiotic, control group patients exhibited a significant increase in mean post-antibiotic INR compared to mean pre-antibiotic INR, though the effect was more pronounced in patients treated with TMP-SMX than with levofloxacin. Of DR group patients who were treated with TMP-SMX, none (0/8) developed a subtherapeutic INR, while 40% (4/10) of levofloxacin-treated patients developed a sub-therapeutic INR. Supra-therapeutic INR results led to transient interruption of warfarin dosing in 2 patients (11%) in the DR group vs. 12 patients (55%) in the control group (P = 0.007). CONCLUSIONS: Prophylactic warfarin DR of 10-20% is effective in maintaining therapeutic anticoagulation in patients initiating TMP-SMX. An expectant strategy consisting of no change in warfarin dosing with short-term INR follow-up appears reasonable in patients treated with levofloxacin Hassall C;Feetam CL;Leach RH;Meynell MJ, Lancet, 1975, 2:1155-1156; Letter: Potentiation of warfarin by co-trimoxazole Visser LE;Penning-van Bees FJ;Kasbergen AA;de Smet PA;Vulto AG;Hofman A;Stricker BH, Thromb Haemost, 2002, 88:705-710; Overanticoagulation associated with combined use of antibacterial drugs and acenocoumarol or phenprocoumon anticoagulants BACKGROUND: Several case reports associated combined use of coumarins and antibacterial drugs with overanticoagulation. Despite the fact that these drugs are frequently prescribed concurrently, there is little quantitative information on the risks of such complications. OBJECTIVE: To study which antibacterial drugs are associated with overanticoagulation during therapy with coumarins. Design: Population-based cohort study in a sample of the Rotterdam Study. SUBJECTS: All patients who were treated with acenocoumarol or phenprocoumon in the study period from April 1, 1991 through December 31, 1998 and for whom INR data were available. METHODS: Patients were followed until an INR >/= 6.0, the end of their treatment, death or end of the study period. Proportional hazards regression analysis was used to estimate the risk of an INR >/= 6.0 in relation to concomitant use of an oral anticoagulant and antibacterial drugs after adjustment for several potentially confounding factors such as age, gender, hepatic dysfunction, malignancies, and heart failure. RESULTS: Of the 1,124 patients in the cohort, 351 developed an INR >/= 6.0. The incidence rate was 6.9 per 10,000 treatment days. Sulfamethoxazole combined with trimethoprim most strongly increased the risk of overanticoagulation with an adjusted relative risk of 20.1 (95% CI: 10.7-37.9). Stratification showed that the induction period of overanticoagulation varied between different antibacterial drugs. CONCLUSION: In this study among outpatients of an anticoagulation clinic using acenocoumarol or phenprocoumon, several antibacterial drugs strongly increased the risk of overanticoagulation. Awareness of these drug interactions and more frequent monitoring of INR values during the initial stages of antibacterial drug therapy are warranted to minimize the risk of bleeding complications Weinberg AD;Altman JS;Pals JK, Tomt indhold, 2006, 7(5): 315-318-318; Quality Improvement Case Study: Warfarin Sodium Interactions Topic: Dangerous Interactions Involving Antibiotic Use In Warfarin-Treated Nursing Facility Residents. Facts of the Incident: All names, places and dates and some details have been changed to protect the confidentiality of this actual event. < copyright > 2006 American Medical Directors Association O'Reilly RA;Motley CH, Ann Intern Med, 1979, 91:34-36; Racemic warfarin and trimethoprim-sulfamethoxazole interaction in humans Eleven normal humans were studied to evaluate the reported interaction of racemic sodium warfarin and trimethoprim-sulfamethoxazole prospectively. Single oral doses of racemic warfarin, 1.5 mg/kg of body weight, were administered with and without 320 mg of trimethoprim and 1600 mg of sulfamethoxazole orally, beginning 7 d before the warfarin and continuing daily throughout the hypoprothrombinemia. Daily plasma samples were analyzed for one-stage prothrombin activity (Quick) and for warfarin content by high-pressure liquid chromatography. Transient cutaneous reactions developed in four of 11 subjects: a morbilliform rash in three (studies discontinued) and generalized pruritus in one. A highly significant augmentation of the warfarin effect on the mean one-stage prothrombin activity (P less than 0.03) occurred with trimethoprim-sulfamethoxazole, but no significant effect was found on the warfarin half-life (P greater than 0.5). It is concluded that trimethoprim-sulfamethoxazole interacts with racemic warfarin, possibly at a receptor-site locus Smith CL;Powell KR, Pediatr Rev, 2000, 21:368-371; Review of the sulfonamides and trimethoprim Penning-van Beest FJ;Koerselman J;Herings RM, J Thromb Haemost, 2008, 6:284-290; Risk of major bleeding during concomitant use of antibiotic drugs and coumarin anticoagulants BACKGROUND: Coumarin anticoagulants are prone to drug-drug interactions. For example, antibiotic drugs may enhance the anticoagulant effect of coumarins. However, whether such interactions are associated with an increased risk of bleeding, and if so, how frequently this occurs remains unknown. OBJECTIVE: To assess the risk of major bleeding associated with the concomitant use of antibiotic drugs and coumarin anticoagulant therapy. METHODS: We analyzed a retrospective cohort study including all users of acenocoumarol or phenprocoumon in the PHARMO Record Linkage System (age range: 40-80 years). All patients were followed up until end of last coumarin treatment, hospitalization for bleeding, death, or end of study period. For each patient, the number of days on either coumarins alone, or on coumarins in combination with antibiotic drugs was determined. From these data, the relative risks of major bleeding were calculated. RESULTS: A total of 52,102 users of acenocoumarol and 7885 users of phenprocoumon met the inclusion criteria of our study cohort and contributed 139,159 person-years of follow-up. During follow-up, 838 patients (1.4%) were hospitalized for a bleeding while taking coumarins. Of the 62 different antibiotics taken by study members, 19 were associated with a bleeding episode. Of these, 10 were associated with a statistically significant increased bleeding risk. The relative risk of bleeding was three to five for doxycycline, amoxicillin, amoxicillin/clavulanic acid, ciprofloxacin, cotrimoxazole, azithromycin and pheneticillin, nine for tetracycline and 43 for cefradine and neomycin. CONCLUSION: Based on relative risks and incidence of use, amoxicillin (alone or with clavulanic acid) and doxycycline are the main antibiotic drugs associated with major bleeding when used in combination with coumarin Lane MA;Zeringue A;McDonald JR, Tomt indhold, 2014, 127:July; Serious bleeding events due to warfarin and antibiotic co-prescription in a cohort of veterans Background Antibiotics may interact with warfarin, increasing the risk for significant bleeding events. Methods This is a retrospective cohort study of veterans who were prescribed warfarin for 30 days without interruption through the US Department of Veterans Affairs between October 1, 2002 and September 1, 2008. Antibiotics considered to be high risk for interaction with warfarin include: trimethoprim/sulfamethoxazole (TMP/SMX), ciprofloxacin, levofloxacin, metronidazole, fluconazole, azithromycin, and clarithromycin. Low-risk antibiotics include clindamycin and cephalexin. Risk of bleeding event within 30 days of antibiotic exposure was measured using Cox proportional hazards regression, adjusted for demographic characteristics, comorbid conditions, and receipt of other medications interacting with warfarin. Results A total of 22,272 patients met inclusion criteria, with 14,078 and 8194 receiving high- and low-risk antibiotics, respectively. There were 93 and 36 bleeding events in the high- and low-risk groups, respectively. Receipt of a high-risk antibiotic (hazard ratio [HR] 1.48; 95% confidence interval [CI], 1.00-2.19) and azithromycin (HR 1.93; 95% CI, 1.13-3.30) were associated with increased risk of bleeding as a primary diagnosis. TMP/SMX (HR 2.09; 95% CI, 1.45-3.02), ciprofloxacin (HR 1.87; 95% CI, 1.42-2.50), levofloxacin (HR 1.77; 95% CI, 1.22-2.50), azithromycin (HR 1.64; 95% CI, 1.16-2.33), and clarithromycin (HR 2.40; 95% CI, 1.16-4.94) were associated with serious bleeding as a primary or secondary diagnosis. International normalized ratio (INR) alterations were common; 9.7% of patients prescribed fluconazole had INR value >6. Patients who had INR performed within 3-14 days of co-prescription were at a decreased risk of serious bleeding (HR 0.61; 95% CI, 0.42-0.88). Conclusions Warfarin users who are prescribed high-risk antibiotics are at higher risk for serious bleeding events. Early INR evaluation may mitigate this risk. 2014 Elsevier Inc. All rights reserved O'Reilly RA, N Engl J Med, 1980, a, 302:33-35; Stereoselective interaction of trimethoprim-sulfamethoxazole with the separated enantiomorphs of racemic warfarin in man I 8 raske fors°gspersoner ses en signifikant stigning i plasmakoncentrationen og den terapeutiske effekt for S-warfari ved samtidig indgift af TMP-SMZ. Der ses ingen signifikante µndringer i R-warfarin ved samtidig indgift af TMP-SMZ. Lumholtz B;Siersbaek-Nielsen K;Skovsted L;Kampmann J;Hansen JM, Clin Pharmacol Ther, 1975, 17:731-734; Sulfamethizole-induced inhibition of diphenlhydantoin, tolbutamide, and warfarin metabolism The influence of sulfamethizole on the metabolism of diphenylhydatoin (DPH) tolbutamide, and warefarian is examined. In 8 patients DPH means half-life (T/2) increased from 11.8 plus or minus 3.6 hr to 19.6 plus or minus 5.2 hr and mean metabolic clearance rate (MCR) decreased from 43.7 plus or minus 16,8 to 28.1 plus or minus 9.1 ml/min durus or minus 1.2 to 9.2 plus or minus 1.2 hr MCR decrease from 17.0 plus or minus 5.4 to 10.5 plus or minus 1.2 ml/min. In 2 patients warfarin T/2 increased fron an average of 64.7 to 92.7 hr and MCR decreased from 1.65 ml/min to 1.05 ml/min. In 4 patients on long-term DPH treatment after 1 wk on sulfamethizole inhibits hepatic metabolism of DPH, tolbutamide, and warfarin Glasheen JJ;Fugit RV;Prochazka AV, J Gen Intern Med , 2005, 20:653-656; The risk of overanticoagulation with antibiotic use in outpatients on stable warfarin regimens BACKGROUND: Medication interactions account for a significant proportion of overanticoagulation in warfarin users. However, little is known about the incidence or degree of interaction with commonly used oral antibiotics. OBJECTIVE: To investigate the incidence and degree of overanticoagulation associated with commonly used oral antibiotics. DESIGN: Retrospective cohort study of patients using warfarin who initiated an antibiotic (azithromycin, levofloxacin, or trimethoprim/sulfamethoxazole (TMP/SMX)) or terazosin for clinical indications between January 1998 and December 2002. The incidence of international normalized ratio (INR) elevation and the degree of change and bleeding events after institution of either medication type was recorded. SUBJECTS: Patients at a university-affiliated Veteran's Affairs Medical Center. RESULTS: The mean change in INR was -0.15 for terazosin, 0.51 for azithromycin, 0.85 for levofloxacin, and 1.76 for TMP/SMX. These mean INR changes in the antibiotic groups were all statistically different from the terazosin group. The incidence of supratherapeutic INR was 5% for terazosin, 31% for azithromycin, 33% for levofloxacin, and 69% for TMP/SMX. The incidence of absolute INR >4.0 was 0% for terazosin, 16% for azithromycin, 19% for levofloxacin, and 44% for TMP/SMX. CONCLUSIONS: Among acutely ill outpatients, oral antibiotics (azithromycin, levofloxacin, and TMP/SMX) increase the incidence and degree of overanticoagulation Schelleman H;Bilker WB;Brensinger CM;Han X;Kimmel SE;Hennessy S, Clin Pharmacol Ther, 2008, 84:581-588; Warfarin with fluoroquinolones, sulfonamides, or azole antifungals: interactions and the risk of hospitalization for gastrointestinal bleeding The aim of this study was to determine whether a potential pharmacokinetic interaction between warfarin and orally administered anti-infectives increases the risk of hospitalization for gastrointestinal (GI) bleeding in warfarin users. We conducted a nested case-control and case-crossover study using US Medicaid data. Logistic regression was used to determine the association between GI bleeding and prior use of ciprofloxacin, levofloxacin, gatifloxacin, co-trimoxazole, or fluconazole vs. no exposure and also vs. use of cephalexin, which would not be expected to interact with warfarin. All of the anti-infectives examined were associated with elevated odds ratios (ORs) when compared to no exposure to these drugs. With cephalexin data as the reference, the ORs for co-trimoxazole (OR: 1.68 (95% confidence interval (CI): 1.21-2.33) in the prior 6-10 days) and fluconazole (OR: 2.09 (95% CI: 1.34-3.26) in the prior 11-15 days) were significantly elevated. Warfarin users who had received an anti-infective agent showed a substantially increased risk of GI bleeding. However, a drug-drug interaction with warfarin was evident only for co-trimoxazole and fluconazole
|
|
|
|
|
|